| Ultraløb - Er alle distancer over en maraton. Den officielle ultradistance er på 100 km. |
Hits siden 1. juni 2002:
Årets World Run træningslejr - var denne gang henlagt til Rusland og inkluderede bl.a. deltagelsen i et godt 1500km etapeløb fra Byen Kazan nær Ural Bjergene til St.Petersborg over Moskva.
Træningslejren forløb fra 11. til 30. maj.
Væsentligste punkt på programmet er dels planlægningen af de sidste detaljer vdr. World Run, dels som sagt deltagelsen i det årlige etapeløb fra udkanten af Ural bjergene over Moskva til St.Petersborg.
Løbet var i år en del af fejringen af St.Petersborgs 300års jubilæum, så timingen' skulle passe med begyndelsen af festlighederne i byen. Hvad der var specielt interessant for projekt World Run er, at løbet benytter samme rute, som vi har bestemt os for at bruge næste år; blot i modsat retning:
St.Petersborg - Moskva - Kazan - Ural. Derpå går vores rute selvsagt videre østpå mod Vladivostok, Japan og Australien.
Deltagelsen i etapeløbet i år gav os mulighed for at kontrollere vores kontakter på en del af ruten og sikre os, at aftale om overnatning m.v. er i orden. Og ikke mindst var det for mig en lejlighed til at få en smagsprøve på de veje, den kultur og de forhold, der venter næste år.
Som det vil fremgå nedenfor, er der tale om forhold, der ligger meget langt fra hvad vi i danmark er vant til, og til tider - langt udenfor de store byområder - var det stortset et kulturchok i forhold til den måde vi er vænnet til at tænke, planlægge og anvende en 'Europæisk' rationalitet i vores planlægning og dagligdag.
ST.PETERSBORG
Efter at være ankommet pr. Fly til St.Petersborg fra København med det Russiske lokale flyselskab Pulkova (som varmt kan anbefales !),
blev jeg mødt af Alexander fra World Run gruppen, som sørgede for indkvartering i hans families lejlighed i St.Petersborg inden starten på etapeløbet.
Vi havde et par hektiske dage med finpudsning af detaljerne i dagsetaperne i den Europæiske del af World Run, sightseeing samt fremvisning af "Europæeren".
- Vinterpaladsen fremvist af min guide "Nadasja" (Russere, der kan engelsk er meget ivrige for at få mulighed for at tale det i praksis. Der er ikke mange muligheder).
- Middag hos Alexanders familie. Gæstfriheden når man er privat gæst i Rusland er ret overvældende, og man får ikke med deres gode vilje lov til selv at betale for noget så længe man er i deres 'varetægt'. Billedet er fra Alexanders fødselsdag d.12 maj.
Fra St.Petersborg til Kazán
Efter dagene i Petersborg blev det snart tid til afgang mod Moskva, Kazan og etapeløbets start. Fra byens østlige hovedbanegård - Petersborg har 4 'hovedbanegårde', da det er en ret stor by m. knap 5 mill. indbyggere - mødtes vi med resten af holdet fra St.Petersborg. Det talte forunden Alexander og jeg, Genádíi og Valentin, 'the Professor', som skulle være holdets historieskriver foruden selvfølgelig løber. Begge de to var som Alexander garvede etapeløbere og havde en række deltagelser i løbet bag sig.
Professeren er tidligere 10.000m løber med deltagelser i de russiske mesterskaber tilbage i 1970'erne. Nu var han omkring de 60 år, men still going strong.
Genádíi er startet lidt senere på atletikken og gået direkte til ultra-løb, eller "super-marathon" som det benævnes på russisk. Genadii er en meget følelsesladet løber, der ofte brød ud i vilde spurter ved slutningen af dagetaperne og gerne løb flere timer af gangen med fanen (ca. 1meter høj) som bar St.Petersborgs byvåben.
Genadii var en af de løbere jeg blev meget gode venner med undervejs, og det bliver hyggeligt at ses igen, når World Run passerer igennem St.Petersborg. Det er altid en fornøjelse, når den basale glæde ved at løbe træder så tydeligt frem.
- En af de mange måltider i toget. Russerne forstår at gøre sig det behageligt og store mængder af mad er som regel i centrum.
- Et af stoppene undervejs.
- Tid til endnu et måltid.
- Et stop til... og der var god brug for dem. Turen tog godt 27 timer stik øst. Turen tilbage igen skulle tilbagelægges pr. løb.
Kazán - Løbets start
Langt om længe kom togrejsen til en kærkommen slutning - det havde bestemt været interessant, men de små godt proppede togvogne med varmen skruet op på "tropisk regnskov" er ikke netop det miljø hvor en ultraløber trives bedst ;-)
Kazán, der ligger 1000km øst for Moskva, er hovedstaden i den Russiske provins Tartarstán. Og selvom den har godt 1,5 mill. indbyggere var det tydeligt at se, at vi nu var nået langt væk fra det Europa vi kender.
Gamle sporvogne, ramponerede betonbygninger, afskallede skilte, et mylder af trafik m.v. var med til at skabe en mellemting mellem en Asiatisk og en Europæisk stemning. Vel at mærke en Europæisk stemning for en 30-50 år siden.
- Fra øverst venstre: The Professor, Rostem, Pavel (commandir), Alexander, Ildár, Genadii, Jesper, Leonid, Zakadad.
Modtagelsen på stationen i Kazan var præget af gensynet mellem gamle løbe-kammerater. Det tog en rum tid med lange håndtryk, klappen af skuldre, grinen, parlamenteren og - for en udenforstående, lange enetaler som skulle verdenshisorien genfortælles af hver enkelt løber !
Alexander og jeg blev indkvarteret hos Leonid / Lenin (Russere har 2-3 versioner af deres fornavn. Min forklaring om, at jeg kun havde ét navn blev vist aldrig helt godtaget, og jeg kom til at hedde hhv. Jespiir og Kezper. Af uudgrundelige årsager blev de senenre ændret til Hamlet (som på russisk udtales Gamlet) & Borsakowski !
Hjemme hos Lenin var det tid til endnu en lektion i Russisk gæstfrihed inden afgang. Dagen inden løbsafgang blev der spist til ud på de meget sene/tidlige timer under deltagelse af sammenkaldt familie. Det skal bemærkes, at russiske måltider er meget bastante og omfatter portioner som vist senest var i brug i dk da landbruget foregik pr. menneske og hestekraft. Det blev overvåget nøje om spiste op. Belønningen var selvfølgelig endnu en portion. Rækken af portioner syntes uendelig... Det var en prøve som kunne måle sig med de løbemæssige strabadser i etapeløbet.
- Sightseeing dagen før starten. Her en del af universitetet i Kazán. Med ryggen til en statue af den 'unge' Lening til almindelig opbyggelse for de studerende. I parantes bemærket synes systemskiftet efter Gorbatjêf i 1990 ikke at have påvirket dagliglivet væsentligt, når man begynder at bevæge sig øst for Moskva.
- Lenin statuer er stadig i høj kurs og findes på de fleste hovedstrøg. Ligeledes er St.Petersborg i daglig tale stadig "Leningrad" !
De første etaper
- Løbet blev skudt igang af borgmesteren i Kazan hvorefter karavanen af løbere, følge-bil, bus og filmhold satte sig igang mod målet godt 1500km Nord-nord-øst.
- På nogle af etaperne havde vi følgeskab af et hold fra Kazakstan, der var startet omtrent 3 uger tidligere fra hovedstaden Al-Mata, med samme mål: St.Petersborg & byens 300års dag.
- Løberne fra Kazakstan havde foruden en følgebus også medbraget eget orkester med alt hvad dertil hører. Og der var ikke tale om ultraløbere, der spillede lidt guitar mellem etaperne. Det var garvede musikere, som koncentrerede sig om at holde deres landsmænd ved godt mod undervejs mod målet... Der er i det centrale Rusland og de omliggende republikker en (ultra-)løberkultur, som er lidt svær at forklare i danske løber-termer. Ultraløb er en livsstil, men ikke i den Europæiske version af ordet 'livsstil'. Det er en selvfølgelighed, og det er ikke var usædvanligt at tage på 'ferie' eller rejse i form af lange etapeløb på kryds og tværs af de mange republikker, over de store sletter og gennem bjergrige områder.
Omvendt er ultraløb som konkurrence ikke centralt. Oftest løbes der som i vores løb i samlede grupper uden tidtagning eller opregning af placeringer. Tit blev spørgsmål om personlige rekorder og lignende mødt med mild uforståenhed ! Men samtidig skal man ikke tage fejl af løberne. Hvis jeg havde troet, at det var almindelige motionister og at min invitation til at deltage som eneste udlænding ikke var noget særligt, så fandt jeg ud af det forholdt sig lidt anderledes.
De fleste af løberne i gruppen var valgt ud som en slags belønning for 'tro tjeneste' på landshold, for tidligere russiske mesterskaber, rekorder o.lign, og det blev hurtigt temmelig klart, at jeg ikke i udholdenhed havde noget at skulle vise de øvrige...
Første stop
Et af de første overnatninger var i en lille flække midt ude i en af dybe fyrreskove som gennemskæres af lange lineal-lige hovedveje, som vi dagligt bevægede os frem ad.
Da vi nåede frem om aftenen blev vi modtaget af byens borgmester udenfor rådhuset og som traditionen ved modtagelsen af rejsende er, overrakt et stort rundt brød samt et lille saltkar.
Borgmesteren så meget skandinavisk ud, og på trods af at jeg hurtigt havde vænnet mig til at engelsk ikke er en af russernes stærke sider, så talte han det næsten fejlfrit.
Det undrede mig en del, at der pludselig ude i en skov var en by med engelsktalende og ret skandinavisk udseende folk. Det viste sig, at forklaringen skulle søges i Stalin-tiden.
For at kontrollere og neutralicere evt. lokalpatriotiske tendenser i den store og stærkt sammensatte russiske befolkning, anvendte Stalin den strategi at flytte enklaver af etniske gruppen tusinder af kilometer bort fra deres oprindelige områder. Denne bys befolkning var et eksempel. De havde deres oprindelse i Ungask-Finske sprog og kulturstammer i den vestlige del af østeuropa, men var blevet flyttet østpå.
Borgmesteren var stærkt interesseret i hvad jeg kunne fortælle om Skandinavien og navnligt Sverige og Finland. Naturligvis måtte der også tages et billede af 'Skandinaven' og Borgmesteren:
I parentes bemærket blev vi indkvarteres i et pensionat med adressen: Lenin-Prospekt (Lenin-gaden). Som regel var vores adresse enten "Lening-vej el. Lenin-gade", hvad der gav anledning til en del morsomheder omkring at vi en uge inde i løbet stadig ikke var kommet videre. Og en lidt Kafka'sk fornemmelse var der da over det, hvad der dog ikke adskilte det fra så meget andet i dagliglivet.
Nishinovgorod
Efter nogle dage nåede vi byen Nishinovgorod, der med ca. 3 millioner indbyggere er bland de større byer i Rusland. Byen er meget sammensat med nogle meget fashionable bydele, men samtidig også med dele, der tenderer slum.
Vores gruppes 'maneager' Vitali fra Sportsministeriet i Kazan lod til at befinde sig som en fisk i vandet i Novgorod, og førte sig frem på motorcykel:
Holdet
Foruden Vitalii talte resten af holdet jeg selv og Alexander Korotkov fra World Run gruppen, samt :
Rostem
- Til højre på billedet.
Rostem her tidligere haft verdensrekorden i 6-dagesløb med 836km sat i Odessa for ca. 15 år siden. Han er dog i høj grad stadig i stand til at levere klasse-præstationer, og selv om han ikke præcis holdt et højt tempo, så var hans sammenbidthed omkring de daglige distancer tydelig at mærke. Tilgengæld var han efter en endt dag på landevejen fuld af smil og omfavnede gerne samtlige af holdets løbere i flere minutter.
Leonid
Som nævnt var Alexander og jeg gæster hos Leonid inden starten i Kazan, og oplevede ham dér og på turen som en et typisk eksempel på den store Russiske gæstfrihed. En gæstfrihed der dog først kommer til udtryk, når man kender russerne personligt; uden for hjemmet er tillukketheden markant, og som turist kan man let at få det indtryk at russerne er lettere ligegyldige overfor fremmede, hvad der som sagt er langt fra sandheden, når man først lærer dem at kende.
Leonid er iøvrigt mangedobbelt Russisk veteran-mester på 1500m, 5000m og 10km, hvad ikke er helt det sammme som et dansk veteranmesterskab i et land med byer på flere gange dk's størrelse... Selv var han imidlertid mest stolt af at han et år også havde vundet 'vinter-mesterskabet', som han regnede for hårdere. Vintersæsonen kan have temperaturer omkring -35 til -40 C.
Leonid er udtaget til at deltage i veteran VM i Danmark næste år på 10.000m, så det kan jo være, at vi får ham at se på dansk grund !
Zakadad
Zakadad var sammen med Genadii et af de festlige indslag i gruppen. Han gik under tilnavnet "Yeti" - den afskyelige snemand. Nogle gang vist kun med den første del af betegnelsen... den afskyelige !
Zakadad statede gerne dagene ved at finde en husmur nær starstregen og foretagen en lang række armbøjninger i Yeti-klassen, dvs. stående på hænder med benene strakt lodret op. Flere gange om dagen, når der var pause i etapenerne, begyndte han under smil og udråb at udføre et 'kaptajn-Jensen' gymnastikprogram, og excerserede med glæde med de løbere, der var uforsigtige nok til ikke at holde sig lidt på afstand.
Den evigt snakkende og gøglende Zakadad - der iøvrigt havde en stærk lighed med en ung udgave af Bresjnef, var dog som de øvrige en ganske god ultraløber og har f.eks. pr. omkring 240km på 24-timer. Zakadads typiske træningsuge er på 25km pr. dag undtagen om søndagen, hvor Yeti'en løber sig en 90km tur.
Genadíi
Genadii var en del af gruppen af St.Petersborg løberene og satte en stor ære i dagligt at løbe store strækningen med den tunge træfane med byvåbnet. Som sagt en meget sympatisk men også følelsesladet løber. Han var ikke den stærkeste på holdet, men kompenserede for det med en stor begejstring for sporten, selv efter 6-7 timer på landevejen i bilos og uden vand.
Navnlig med Genaii og Zakadad havde jeg nogle gevaldige spurtdueller på de afsuttende km på nogle af dagenes etapper. Alexander så hovedrystende til nede fra feltet - og det var da heller ikke nogen decideret genistreg, hvad benene tydeligt fortalte én næste dags morgen ;-)
Men man må jo engang imellem fejre den basale glæde ved at have nået et lille delmål :-)
Victor
- Victor i løbets servicebus. I baggruden løbets læge.
Når man spurgte Victor om hans meritter som ultraløber, var han mere interesseret i at indvie én i hans interesse for vinter-svømning.
Han deltager jævnligt i konkurrencer i vintersvømning og deltog i 2000 i Vintersvømnings-VM i Finland. Hans bedste præstation er en 114km svømmetur ud for det Nordlige Kamtjatka foretaget i etaper med følgebåd i 3 C 'varmt' vand.
Der var dog ingen tvivl om, at han også er en ret habil ultraløber og jeg oplevede ikke én dag, hvor han så ud til at være bare en lille smule træt efter dagens strækning.
The Professor
- Professoren under nedfældning af dagens notater om løbet.
Foruden at være ultraløber og løbetshistorieskriver var Valentin afgjort også en meget tænksom natur. Vi havde flere lange samtaler om forholdet mellem 'Vesten' og Rusland, og om baggrunden for de to områders opfattelse af hinanden. Det er mit indtryk, at der i høj grad er tale om meget sparsomme og til tider forældede el. ukkorrekte informationer om 'de andre'.
Et lille dagligdags eksempel er opfattelse af Rusland som præget af en del åbentlys kriminalitet. Selvom det var et forholdsvist kort ophold, så fik jeg det klare indtryk, at chancen for at lide fysisk el. økonomisk overlast - selv i de mest forfaldne og trøstesløse dele af byerne, er en hel del lavere end i f.eks. København i tourist-sæsonen.
Hvor jeg i starten havde gemt penge og andet godt af vejen i metro og busser, fandt jeg efterhånden ud af, at de lokale var meget skødesløse med deres ting, uden at der skete noget ved det. Den klare undtagelse er trafikken, som trods trafikregler er temmelig lovløs og et konstant faremoment hvad enten man er fodgænger eller løber.
Ildár & Ramil
- Ildár.
- Ramil
Ildár og Ramil, far og søn fra Kazan. Ildar er rutineret ultraløber, men med en ret lav træningsmængde efter russiske forhold - ca. 140-150km pr. uge.
Ildar er udannet ingeniør og sønnen Ramil læser på den afsluttende del af medicin-studiet.
Ramil, der konstant var smilende og oplagt til spilopper, var under 'oplæring' i ultraløb og var med i etapeløbet for første gang. I løbets sidste uge var han vist ret mærket af strabadserne og måtte under tilsyn af løbets læge, der som universalkur omhyggeligt dryppede et par dråber jod på nogle myggestik. En behandling han brugte mod alt fra solskoldning til knæproblemer eller rygsmerter.
- Jeg havde selv det held at blive stukket af en hveps, hvad der trods alt næsten passede til standardbehandlingen. Her gjaldt det om få skader, der passede til behandlingen og ikke omvendt ;-)
Pavel
Pavel var gruppens leder - "commandir". Hver morgen holdt han en lang tale, hvor han, nogle gange overrasket, konstaterede hvad der skulle nås på dagens etape.
Spurgte man dagen inden om, hvad planerne var for næste dag, blev man bedt om at forklare sig nærmere - Hvad mente jeg med næste dag & planer ? I morgen var jo imorgen og ikke nu, og derfor naturligvis uinteressant.
Nu skal det ikke forståes derhen at vores commandir var en dårlig "commandir"; langfra. Han var både sympatisk og havde god styring af gruppen uden at være bange for at fordele en del af områderne blandt deltagerne. Men så vidt jeg opfatter det, er det en del af den Russiske kultur ikke at tænke i planer og tidsplanlægning som vi er vant til det i Europa og vesten.
Der kan siges meget godt om Rusland, som er et både ressource- og menneskeligt rigt land, med virkeligt sympatiske mennesker, når man først lærer dem at kende. Men: når man er vant til et andet system, er det meget svært at vænne sig til manglen på planlægning i alt fra de mindste ting og opefter. Uden på nogen måde at tro at et par uger giver noget fyldestgørende indblik, er det dog mit indtryk, at manglen på forberedelse og effektiv planlægning er hovedårsagen til at dyktige mennesker og massive ressourcer ofte formår at få forsvindende lidt ud af det.
Nå, men tilbage til Pavel ! Trods dag-til-dag planlægningen fik han gruppen fint St.Petersborg - og endda til tiden for festlighederne i anledning af jubilæet. Han tilbagelagde selv samme distancer som os andre, hvad også er passende for en leder :-)
- Foruden disse havde holdet god hjælp af Chaufføren Tolja og den beskrevne læge, der ligesom en politieskorte fulgte holdet på samtlige etaper.
Poesi
Poesi har en stor plads hos russerne. Det går sjældent en dag uden en af digterne eller forfatterne nævnes eller debatteres. Og løb er ingen undtagelse.
Det hørte til dagens rutine, at løberne på skift sang folkeviser, løbeviser, skæmteviser som hianden eller andre former for mere eller mindre improviseret sang. Ind i mellem sangene og 'løb uden kunst' blev pludselig fremsagt digte, f.eks. af Puskin, som regnes for den største af digterne.
Specielt Pavel var somregel altid god for et digt komponeret om gårsdagens præstationer og strabadser - møjsommeligt og kritisk sammesat aftenen eller natten i forvejen, hvor andre måske ville have brugt tiden på planerne.
På billedet nedenfor løber Zakadad højt syngende i spidsen for gruppen. På bare fødder iøvrigt, og syngende en sang om "Missisippi" !
Landevejsbilleder...
- Vikingen har fået formeget sol, og da lægens jod ikke hjalp væsentligt på problemet, blev løsningen, at jeg hver morgen smute arme og ben i tandpasta ! Effektivt & ubehageligt.
- En morgentræt Leonid lægger langsomt fra land på dagens første etape.
- Efter tur bliver vi interviewet til en lokalradio. Professoren bruger ca. 25min. på sin udlægning af teksten, og båndet løber ud inden han når at gøre sig færdig.
- Flertallet af russerene er begejstrede for enhver mulighed for et bad i naturen helt uanset vandets temperatur og udseende. Her gør gruppen holdt og kaster sig i en flod. Jeg har desværre travlt med at fotografere...
- I byen Vladimir, der er Ruslands 2.ældste, fik jeg æren af at løbe fanen ind i byen.
- Professoren og jeg foran en Vikinge-statue på torvet i Vladimir.
- Undervejs bliver vi stoppet af en Kommandant, der ønsker at ære os og løbet med en højtidelig inspektion af bussen og efterfølgende trykken i hænder. Vi er ca. 10 dage inde i løbet, og det må have været lidt af en præstation at holde den stramme mine midt i det specielle syn løbere og bus på det tidspunkt udgjorde.
- Desto tættere vi kommer på St.Petersborg desto flere krigsmindesmærker begynder der at dukke op. Nogle af 2.verdenskrigs største slag målt i tab af menneskeliv skete her. Dagligt sættes friske blomster ved monumenterne langs landevejene.
Krise !
To dage før vi nåede frem til St.Petersborg ramte jeg lidt af en off-day. Det havde været skyfrit og varmt med stikkende sol de seneste tre dage, og løsningen havde som sagt været et tykt lag tandpasta på arme og ben.
Efter en 4-7 timer på landevejen i tyk diselos er komforten ved tandpasta-solcreme til at overse, og tilslut var der kun plads til én tanke, nemlig at det skulle blive himmelsk at få et varmt bad og blive en renvasket viking igen.
Det skal bemærkes, at efter nogle dage bliver højdepunktet af luksus dét efter et varmt bad at kunne tage et par tykke rene sokker og evt. en ren t-shirt på. Efter en uge kan man nærmest sidde helt salig i halve timer og blot stirre ud i luften og nyde den veltilpashed dét er at have rent tøj på et par timer.
Samtidig betyder de lange etaper og den specielle form for planlægning, at der går lang tid før man kan gå til ro efter aftensmaden og omvendt må man ofte op omkring kl. 5:30 for at komme afsted inden det bliver for varmt. Det giver ca. 5-6 timers søvn i døgnet plus en halv times døsen midt på dagen i løbetøj, der nærmest skal skylles af kroppen.
Nuvel; på den næstsidste dag var grænsen (for en kort stund) nået for mit vedkommende. Verden stod og faldt med at genforenes med civvilisationen i form af rent tøj og inden et langt bad.
Efter lang parlamenteren bliver vi indkvareret i en stor sportshal, hvor vi kan sove i salen. De øvrige sætter sig til at diskutere stort og småt, mens jeg omgående finder baderummene, hvor der naturligvis ikke er lys, men tilgengæld rigelig lugt..
Efter at have skruet op for vandet i bruseren lyder der en hul rumlen i metalrørerne der forgrener sig op gennem den gamle betonbygning. Det rumler og rasler i 20 sek. og to-tre dråber rustent vand kommer ud. Det var så dagens bad.
Set i bakspejlet var det et eksempel på nogle vigtige oplevelser, som er gode at have stiftet bekendskab med i god tid inden selve prøven, World Run, så man ikke dér overraskes af hvor lidt der kan skille veltilfredshed og total opgivenhed.
Orden
Efter at have lagt gårsdagens oplevelser og et par høje ytringer om, hvad jeg på det tidspunkt mente om Rusland bag mig, var det tid til sidste etape.
For alle i gruppen var det en højtidelig dag med håndtryk før starten og man kunne godt mærke, at alle vist så frem til at møde familie og venner igen.
Men for mig rummmede dagen derudover en ret speciel oplevelse.
Kort efter ankomsten til Petersborg, der foregik i sædvanligt optog med afsyngning af slagsange og 'kampråb', blev jeg afhentet - af det lokale gendarmeri.
Da jeg var meget langt fra at kunne tale et forståeligt russisk bortset fra ca. 50 stardard ord, var jeg noget betænkelig ved situationen. Jeg gættede på, at problemet nok drejede sig om registrationen: Når man opholder sig i længere tid i Rusland og ikke er del af en touristgruppe el. bor på hotel, har man pligt til inden 4 dage at lade sig registrere hos de lokale myndigheder, hvor man opholder sig.
Løbende fra by til by i daglige etaper, havde det selvsagt ikke været muligt at få ordnet formaliteterne. Nu havde forsømmelsen tilsyneladende endligt indhentet mig ?
Politibilen der havde afhentet mig gjorde holdt foran en stor bygning. Indenfor i et bombastisk højloftet kontor kontor ventede 2 officielt udseende kontorfolk og vores løbsleder, "kommandír Pavel".
Det begyndte at gå op for mig, at det ikke drejede sig om registreringen eller andre ubehageligheder, men om en eller anden form for ceremoni.
Pavel bukkede for de to personer fra rådhuset - jeg fik bagefter forklaret, at det var hhv. den 'kulturansvarlige' og den 'idrætsansvarlige' (jeg forstod ikke præcis titlen). Den ene af dem overrakte Pavel en lille genstand, som han derefter satte fast på min (noget ildelugtende) løbe-t-shirt.
Det viste sig, at det drejede sig om overrækkelsen af en russisk "sportsorden". Man har i Rusland bibeholdt systemet med gradueringer af sportsfolk, som det blev brugt førhen i Sovjetunionen.
BILLEDE
Ordenen på billedet repræsenterer "Sportsmaster of the Russian Union", som hører til i næstøverste el. tredieøverste klasse (der var flere forklaringer som ikke var helt ens).
Sportsordenerne er ordnet efter samme system som universitetsgrader og var tidligere brugt til at motivere sportfolkene til at satse på en karriere, hvor de kunne repræsentere Sovjetunionen. Nederst på det nationale niveau har man "Sports student", der svarer til en 2-3 årig universitetsuddannelse, dvs. bachelor. Derefter er der "Sports candidate of the Russian Union", der modsvarer en akademisk kandidatgrad, som efter 4-5 års studier.
"Sports Master of the Russian Union" modsvarer 8-10 års studier v. et nationalt universitet (en phd ?). Betingelsen for at modtage den er, at man i konkurrence har opnået flg. resultater:
Under 14:30 min. på 5000m, under 30min på 10km, under 2:20 på marathon, under 7:00 timer på 100km el. over 245km på 24-timer. Systemet gælder indenfor alle sportsgrene, og bruges f.eks. ved ansættelse i sportsorganisationer, udtagelse af hold og anæsttelse af trænere.
AFSLUTNING
Afslutningsmæssigt blev der uddelt medaljer m.v. til hele holdet under lange taler, som jeg ikke helt forstod, og som der ikke var tid til at oversætte i deres længde.
Langt om længe kunne der tages til Alexanders lejlighed, hvor familien ventede med et større festmåltid til langt ud på natten.
Næste dag var der planlægning og diskussion af de sidste world run detaljer og fordelig af de resterende opgaver. Og derpå ud til lufthavnen.
- Træningslejren var slut!
T.E.F.
- Apropos etappeløb, så er det vist på sin plads at nævne, at der pt. løbes etapeløb fra Lissabon (Portugal) til Moskva (Rusland). Løberne har daglige distancer fra ca. 40km og op til 90km pr. dag. Non stop. Målet i Moskva forventes at blive nået i juni måned.
Her ca. 2 uger før afslutningen fører Robert Wimmer fra Tyskland det godt 30 mand store feldt an. Robert er iøvrigt en af mine gode ultraløbs-venner, som jeg f.eks. har haft fornøjelsen af at dyste mod i 2002 udgaven af Fila-Eschollbrücken løbet i Frankfurt:
Stor respekt for ham og de øvrige løbere, som dagligt klarer distancer, der normalt rigeligt kan række til et enkelt ultraløb !!
Link med daglige opdateringer: www.transeuropalauf.de
|
| Links |
