Sæsonen er ved at være slut for i år, og det er tid at analysere frem- og tilbagegange for at stå godt rustet til næste sæson. Den rent nøgterne analyse af den forløbne sæson finder du i linket her [side 1,side 2 og side 3 fra et interview i "Atletikken", okt.2002].

-Men som regel skader det ikke, at få sine analyser sat i perspektiv, så her følger:

Meteor-regn

Klokken er halv 4 om morgenen. Jeg er vågnet tidligt. Der har et par dage i forvejen været forudsagt meteorregn. Sidste år var Europa forfordelt i forhold til Asien, men i år skulle chancen være der.

Leoniderne passerer jordens bane, og der er lovet 'stort show' i nat.

- En træningstur eller et løb behøver ikke at foregå i eksotiske lande; blandt 10-tusinder af andre deltagere eller være i kampen om anseelige pengepræmier, for at gøre oplevelsen og helheden mellem krop og forstand til noget ud over det sædvanlige.

En almindelig træningstur kan under de rette betingelser danne scenen for oplevelser, der fuldt ud kan måle sig med, hvad der ellers kan arrangeres.

I nat har kombinationen af et vækkeur, et par løbesko og lidt astro-fysik, berettiget høje forventninger om 'det store show'.

Allerede under den stille udstrækning foran etageegendommen i Brønshøj kommer den første Leonid' strygende over nattehimlen. Ikke en tynd streg, men en bred glimtende stribe, så man knapt kan forstå, at det hele foregår uden en lyd.

Det virker lovende, og for ikke at ødelægge stemningen sætter jeg så stille som muligt igang, og ud på denne dags første træningspas. Søvnig og halvsovende jogges der forsigtigt hen ad slukkede villaveje og ned mod mosen.

Med en næsten fuld måne i ryggen og så godt som klar himmel forude er rammerne stortset perfekte. Og ved synet af den næste meteor, der trækker sit lydløse spor over himlen tænker jeg på, at det endda kun er en forsvindende del af meteorerne, vi nogensinde får at se, mens resten blot befinder sig et sted derude i mørket.

- Som med så mange andre ting...

Det minder på sin vis om ens fysiske kapacitet. At man kun sjældent har mulighed - og mod, måske; til at få et glimt af hvad ens krop egentlig kan klare. Til at lade sig overraske over, hvor meget den menneskelige fysik kan klare ved hjælp af lidt tålmodighed. Og hvor overraskende begrænset ens bevidsthed og mentalitet er.

Ovenover hænger nattehimlen tavs og meteorregnen lader til ikke for alvor at ville tage fat. Halvt rundt om mosen på mørke stier passeres en enkelt anden ensom løberskikkelse, sikkert også i jagten på et glimt eller et spor af Leoniderne.

Men efterhånden som himlen ganske langsomt begynder at lysne ude i horisonten, står det klart, at den væsentligste oplevelse på denne træningstur må blive ændernes stille søvn på vandet; fuglekoloniens begyndende opvågnen ude på buskads-øen; det helt rolige åndedræt, den sovende by og erkendelsen af, at tingene ikke altid forløber, som de er planlagt.

Sæsonen 2002 har for mit vedkommende på mange punkter formet sig som denne løbetur i meteor-regn. Med en del mere regn end meteor !

Efter en lovende start med 2 udlands-sejre, mine første nogensinde, og en World Run træningslejr, der viste større styrke end jeg havde troet, var der lagt op til gode resultater i de vigtigste stævner: EM og VM.

Men senere skulle det vise sig, at den eneste anden præstation i sæsonen blev i et træningsløb; nemlig Ultramarathon Bornholm, hvor et velarrangeret løb dannede rammen om en jævnt disponeret 100km og dermed ruterekord. Men EM & VM: dnf' i begge, samt World Run udsat et år pga. endnu utilstrækkelig financiering !

Jo, der var også her tale om forventninger om en meteor-regn, der udeblev.

Ude på stierne er klokken er ved at være halv 6 og over mit hoved er himmelen omtrent lige så tavs som resultatlisterne i den sidste halvdel af sæsonen. Det er svært trods alt ikke at smile lidt ved ligheden, og mens jeg jogger hjemad, er det ved at være tid til at planlægge fremad.

- Der er 100 år til næste gang Leoniderne passerer jorden. Men sådan er det heldigvis ikke med løb !

Og har man lært bare lidt af den forgangne sæson, skulle der være mulighed for at opdage nye distancer og lægge nyt territorium bag sig i den næste.

Samtidig er der de oplevelser, som man pludselig erfarer ved at flytte blikket fra sin egen præstation. Som for eksempel stoltheden ved at se mine kolleger på ultra-landsholdet alle kæmpe sig i mål ved et ualmindeligt hårdt VM på 100km landevej. Også dét løb foregik under nattehimlen, og om ikke andet så udgjorde de med deres kamp en 'meteor-regn' :-)

Eller at sidde ved siden af en udslukt Belgisk forsvarende mester på 24-timers EM, som uden chance for at gennemføre, havde optimisme til overs for en selv og de andre konkurrenter. Med sådanne kolleger holder appetitten til endnu nogle sæsoner, på trods af at jeg dér, 4 timer senere efter godt 14 timer på landevejen, selv måtte strække våben og gik glip af "det store show", som det afgjort er at nå til mål på de helt lange distancer.

-Eller at det i 2002 sæsonen både lykkedes Dansk Atletik Forbund at få sig meldt ind i det internationale ultrasportsforbund, IAU, samt at få en begyndende pressedækning af ultra-området som konkurrencesport i dk. Forhåbentlig til gavn for både jeg selv og holdet.

Jo; jeg står gerne nogle aftener endnu og venter på meteor-regn på nattehimlen.